Allerede forlængesiden skulde jeg have aflagt Dem min hjerteligste Tak for
Deres varme og venlige Brev, og det eneste der kan undskylde min Opsættelse er at jeg gjennem
Deres Broder har sendt Dem en foreløbig Hilsen. – Det er mig naturligvis kjært
at faa mit Arbejde oversat; kan det løfte og gribe nogen udenfor vort eget Land, skal det glæde mig. Hjemme hos os maa desværre Digtningen herefterdags slaa ind paa en anden Vej; at kalde vore historiske Minder frem har for Øjeblikket ikke nogen indre Sandheds Trang og Nødvendighed i sig; hvad der
i de 2–3 sidste Aar har fundet Sted hos os – eller rettere sagt, hvad der ikke har fundet Sted, viser noksom at der mellem Nutidens Normænd og vor mægtige Fortid ikke er anden Sammenhæng end mellem
vore Dages
Grækerpirater og hine gamle som havde Mod og Tro og Vilje og derfor ogsaa Guderne i sine Rækker. Naa, det kan muligens lysne endnu, men jeg mener at fortiden har vi andet at gjøre hjemme. – At Bearbejdelsen vil lykkes Dem, og lykkes Dem i bedste Forstand ligeoverfor det Publikum, paa hvilket den er beregnet, det er jeg fast forvisset om. Jeg har taget Bogen for mig og finder selv at den indeholder adskilligt, som maatte kunne give Gjenklang i Tydskland. Det er forunderligt med det Historiske; det gjentager sig selv, under skiftende Former, ligesom Variationerne over et Musikthema.
I Tydskland kjæmpes jo for Tiden den samme Kamp om at samle og at splitte; de samme Lidenskaber og Interesser rører sig; Tydskerne har paa en Vis baade sin
Bisp Nikolas og sin
Skule Jarl, og
Haakon er ham, som de længter efter og som de haaber paa. –
Det er ganske sandt at jeg nærer en stærk Uvilje ikke som De siger, mod Tydskerne, – men mod
Tydskheden og mod Tydskeriet; naar vi, som jeg haaber, engang træffes, skal jeg faa Lov til at forklare mig nøjere, jeg kan ikke med at skrive lange Breve; men jeg vil kun sige at jeg i mange Maader fuldkommen erkjender det baade smukke og gode, som findes blandt disse
vore Arvefiender, – thi det er de for Øjeblikket, men Stillingen maa og vil forandre sig, thi den er unaturlig i sin inderste Grund. Jeg har for flere Aar siden levet
fire Maaneder i Dresden og Erindringerne derfra er noget af det lyseste og venligste jeg ejer. – Hvorvidt det er rigtigst at foretage
Oversættelsen i Jamber, derom tør jeg ingen Mening have, men stoler ganske paa Deres rigtige Takt i denne som i enhver anden Henseende. At denne Oversættelsesform nødvendigvis betinger en fri Behandling
af Enkelthederne er jeg naturligvis ganske enig med Dem om.
Idet jeg ønsker os Begge tillykke med Deres Foretagende, haaber jeg ved Lejlighed at faa høre videre om Tingenes Gang og tegner mig med en hjertelig Hilsen
Henrik Ibsen.
